Alhedeløbet - historien om M:Tid

Tidtagningssystemet M:Tid opstod i 2009, da Karup Orienteringsklub ønskede et tidtagningssystem til deres motionsløb Alhedeløbet. Tidligere havde de benyttet stopur, papir og blyant, og resultatformidlingen var som følge heraf besværet. Løbet havde ikke økonomi til at benytte chipbaseret tidtagning, og havde ikke lyst til at vælte udgiften over på deltagerne. Man havde andre steder set tidtagning baseret på stregkode på løbsnummeret, og ønskede et sådan system.

Klubben anskaffede et system, som dog hurtigt viste sig, at kræve tilstedeværelse af en "computernørd". Da klubben ikke kunne have en sådan tilstede på løbsdagen, udviklede vi første version af M:Tid. M:Tid pakkede alt det "nørdede" ind i en enkel og overskuelig brugergrænseflade. I løbet deltog 300 løbere, og M:Tid klarede opgaven uden problemer, og uden tilstedeværelse af computernørder.

Til Alhedeløbet i 2010 var systemet udvidet til at kunne vise resultater i real-tid på storskærm, - hvilket blev meget positivt modtaget blandt de fremmødte løbere. Ligeledes kunne systemet printe diplomer, hvilket igen lettede arbejdsbyrden hos arrangørerne.

Med flere erfaringer i baggagen er M:Tid siden blevet yderligere udviklet, se M:Tid i detaljer.